Den franske kunstner Caroline Pradal (f. 1976 i Paris, uddannet fra Beaux-arts de Paris 2005) væver i sin udstilling Mains froides, cœur chaud en poetisk dialog mellem menneskeheden og naturen. Gennem værker skabt på tværs af Frankrig, Grækenland og Kroatien belyser hun de oprindelige elementer, der former vores planet – jord, ild, vand og luft – og udforsker elementerne som vidnesbyrd om cirkulationen og rigdommen af ​​sammenflettede kulturer.

I udstillingen inviterer en række hørtekstiler, nænsomt farvet med planter høstet fra den mytiske bakke Filopappos i Athen, på en sanselig rejse. Dette hellige sted, hvor oliventræer og middelhavsplanter slår rod, er værkets ledetråd. De naturlige nuancer, en subtil blanding af skygge og lys, fremviser ikke kun naturens vilde skønhed, men også planternes rejse som tavse vidner om en fælles historie.

Små keramiske skulpturer, inspireret af blomsters flydende form, skyder op fra gulvet. Skrøbelige, og dog alligevel robuste, symboliserer disse værker kunsten at forme grønne områder, som pynt i naturen, mens de hylder dens oprindelige skønhed. En stor skulptur i ler opføres af kunstneren i midten af udstillingsrummet gennem flere performances i ugerne efter udstillingsåbningen. Denne skulptur fremstår rå og vil ikke blive brændt, men tværtimod installeret i vand, således at den langsomt vil blive naturligt nedbrudt i løbet af udstillingsperioden. Denne proces legemliggør tidens gang, og belyser naturens og livets skønhed og forfald.

En række cyanotypier, udført på en kroatisk ø, hvor mennesker omhyggeligt har plantet vegetation, spreder sig på udstillingsrummets vægge. Dette landskab, som er ændret af mennesker af praktiske årsager, fremvises på lysfølsomme aftryk og afspejler det menneskelige præg på naturen.

Hvert materiale, der bruges i værkerne til udstillingen, kræver tid og naturlige elementer for at transformere sig. Cyanotypi udvikles under påvirkning af lys, keramik færdiggøres gennem ild, og farvningen af tekstil afhænger af vand og luft. Disse elementer, som er essentielle for vores eksistens, er nu truet i en verden i konstant forandring. Gennem installationen inviteres beskueren til dyb refleksion over vores forhold til jorden, over livets usynlige kredsløb og over, hvordan menneskeheden interagerer med sine omgivelser. Hvert fragment af udstillingen er en invitation til at betragte skønheden i den naturlige verden og til at erkende den langsommelige tid, som er nødvendig for at skønhed kan udfolde sig.