Intuition, taktilitet og nærvær

Designer og kunstner Nikoline Oda Gomolka afvikler over sommeren 2024 en soloudstilling ved Rum for Æstetiks nye udstillingsplatform i Blågårdsgade. Her udfolder hun ålegræs-universet, som hendes værker tager udgangspunkt i, fra forholdet til de danske kyster, indsamlingen, sanserne der aktiveres gennem duften, lyden og det taktile i materialet. I forbindelse med udstillingen afvikles et huskunstnerprojekt over tre måneder i samarbejde med tre skoleklasser på Nørrebro. Kunstprojektet skal danne grobund for et fremtidigt tæt samarbejde, hvor skolen vil bruge Rum for Æstetiks udstillinger og værksted som en del af undervisningen, samarbejde med Nikoline Oda om indhold til andre klasser og give børnene mod på at komme forbi Rum for Æstetik i deres fritid.  
 
I sin praksis er Oda optaget af en umiddelbar ærlighed, taktilitet og transparens i objekters udtryk og konstruktion. Hendes arbejde udfolder sig gennem en materialenær og intuitiv proces, som opstår på materialet præmis. Hendes udtryk udfolder sig hovedsageligt indenfor træ, ålegræs og genbrugstekstiler.

Oda er optaget af det håndlavede udtryk som opstår ved en langsommelig forarbejdning af materialet. Det er vigtigt for hende, at der gennem en samhørighed mellem farve, taktilitet og materiale, skabes objekter, som man kropsligt kan relatere til. Det er dette materialenære og sanselige aspekt, som vil danne grobund for huskunstnerprojektet, hvor børnene, gennem en langsommelig håndarbejdsproces, mærker roen, nærværet og fordybelsen, som kan opstå gennem det taktile, sanselige arbejde med materialer.

Huskunstnerprojektet hylder den kunstneriske proces og giver børnene indblik i den værdi, der findes i at fordybe sig i noget, uden tanke for ét specifikt resultat. Børnene vil således både få mulighed for at deltage i individuelle processer og deltage i skabelsen af et stort fællesværk, som udstilles undervejs.
Børnenes objekter vil være udført gennem en synligt håndlavet og langsommelig forarbejdning, og står til sidst tilbage som et udtryk for et syn på hverdagen og det levede liv; gennem håndens arbejde og den
 taktilitet det skaber, fremmes tilstedevær og nærvær.

Få opdateringer om vores næste udstilling

Vi behandler de personlige data, du har givet os, i overensstemmelse med vores privatlivspolitik.