Lademanns Leksikon
Billedkunstner Henrique Hinnerfeldt har gennem en længerevarende og nænsom proces fordybet sig i Lademanns Leksikon for at finde svar på og stille nye spørgsmål til vores samtids omfattende forbrug af billeder og viden.
I dette projekt er Bind 1-10 fuldstændigt tømt for billeder og værkerne består således af skulpturelle tomme bind, collager med udskårne billeder, video og installation. Et voksende, fragmenteret billedarkiv ser dagens lys, i takt med at endnu et bind bliver tømt.
Leksikonet havde sin storhedstid i 1970’erne og blev med stor succes erhvervet gennem abonnementsservice hos Bogklubben Union. Bindene har stået stolt placeret i et utal af danske hjems stuer, som en kilde til viden i folkelig indpakning og med masser af fotos i en tid før internettet. Dengang symbol på en demokratisering af viden i 30 bind og et statussymbol på reolen – i dag værdiløse bøger, man kan få foræret blot man gider at hente dem.
Men hvad sker der hvis man udfører en kunstnerisk bearbejdning af leksikonet og tømmer dette udtjente medie for alt dets billedmateriale? Hvad kan man få ud af disse tomme bind og af billedfragmenterne, når de er blevet fjernet fra deres oprindelige kontekst og samlet igen i nye konstellationer?
Kan værkerne skabt ud af leksikonet bruges som spejl til vores nutid eller komme med nye indsigter om vores måde at forbruge viden og billeder på i dag?
Henrique Hinnerfeldt inviterer til at reflektere over og undersøge, hvad vi skal med alle disse billeder, vi konstant er omgivet af, og som kun vokser i antal og uoverskuelighed i takt med udbredelsen af billeder på nettet og det altid tilgængelige kamera på vores telefoner.
Om kunstneren:
Henrique Hinnerfeldt er billedkunstner og fotograf, hvis kunstneriske virke kredser om et tværfagligt arbejde med collager, skulpturarbejde, fotografering, dokumentering og arkivering. Hinnerfeldt udfører både solo- og kollektive installationer og kunstprojekter, og gennem sit virke eksperimenterer han med organiseringer af udstillingsplatforme og mødesteder for kunsten. Hans kunstprojekter og udstillinger involverer ofte borgerinddragelse, kunstneriske workshops og publikationer. Han står bag Det Midlertidige Museum Nordhavn, som blev udfoldet i 2019-2022 med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens legat til væsktlagtes aktører.
Få opdateringer om vores næste udstilling
Vi behandler de personlige data, du har givet os, i overensstemmelse med vores privatlivspolitik.