RAÍCES
Rum for Æstetik lancerede i starten af 2024 huskunstnerprojektet RAÍCES i samarbejde med daginstitutionerne Brolopperne, Tusindfryd og Valhalla. Sammen med billedkunstner Amanda Luna skal børnehavebørnene fordybe sig i kunstneriske processer og derigennem undersøge forskellige aspekter og opfattelser af identitet, etnicitet og tilhørsforhold. Undersøgelserne tager udgangspunkt i børnenes og kunstnerens rødder fra forskellige nationaliteter og kulturer, men også deres fælles rødder fra en hverdag på Nørrebro. Kunstprojektets aktiviteter skal skabe et rum for et mere positivt og nysgerrigt forhold til den kompleksitet, det kan udgøre, at man selv, eller menneskene omkring en, hører til mere end ét sted.
De kunstneriske processer udføres både i dagtilbuddene, i det nærliggende offentlige rum og ved Rum for Æstetiks nye udstillingsplatform. Børnene medinddrages i skabelsen af store fællesværker skabt af bl.a. udtjente traditionelle tekstiler, fjer, maling, planter, jord, sand, ler og gammel keramik, som bruges til skabe skulpturer, tekstilværker og voluminøse malerier, med tilhørende løbende ceremonielle performances.
Børn, pædagoger og kunstneren tager i løbet af projektet på fælles udflugter til Nationalmuseets Etnografisk Samling, hvor børnene præsenteres for kunst og genstande fra andre kulturer og samler inspiration til kunstaktiviteterne i dagtilbuddene.
Projektet løber over et lille år, hvor der afvikles aktiviteter gennemsnitligt én gang om måneden. På denne måde vænnes både pædagogisk personale og kunstner til at forankre det tætte og langvarige samarbejde i deres respektive pædagogiske og kunstneriske hverdagspraksisser og der støttes op om en hverdag, hvor børnene oplever, at kunst kan udgøre en helt naturlig del af livet i dagtilbud.
Projektets fællesværker og processer skal undervejs i huskunstnerprojektet indgå i en længerevarende udstilling i Rum for Æstetiks nye udstillingslokale.
RAÍCES er støttet af Statens Kunstfond.
Få opdateringer om vores næste udstilling
Vi behandler de personlige data, du har givet os, i overensstemmelse med vores privatlivspolitik.